10 råd til dig der gerne vil cykle med din hund

Hvis du drømmer om, at cykle ture sammen med din hund, så er der flere ting, at tage hensyn til, inden i begiver jer afsted på en cykeltur.

Cykle med hund

Fuldt udvokset

Det kan være meget skadeligt for din hunds muskler, knogler, ledbånd og sener, hvis den ikke er færdigudviklet nok, inden du begynder at cykle og løbe med den.

Som hovedregel skal din hund være minimum 1 ½ år gammel, men afhængig af race, da mindre racer er før færdigudviklet end store racer er.

 

Tilvæn din hund

Din hund skal stille og roligt vænnes til cykling og løb, det kræver lidt træning, at få den til at løbe stille og roligt ved siden af. Samtidig er det meget vigtigt, at du stille og roligt trapper op til længere og længere ture, ellers risikerer du, at overanstrenge og ødelægge din hunds led.

Der findes speciel udstyr til cykling med din hund, som f.eks. en “Springer” hvorpå man kan montere hunden fast ved siden af cyklen, det kan være en fordel, da det hurtigt kan gå galt, hvis du har den fast i en line og samtidig skal styre en glad hund og din cykel.

 

Løb i trav

Tempoet må ikke være højere end, at hunden kan trave ved siden af dig, uanset om du cykler eller løber. Trav er den naturlige gangart for langt de fleste racer og er den, der giver den mindste belastning for hundens krop.
Du styrker ligeledes din hunds muskler, når den løber i trav.

Det er derfor vigtigt, at træne din hund i at løbe i trav og ikke slå over i galop hele tiden, ros den en masse når den løber fint. Det er selvfølgelig vigtigt, at du styrer tempoet således, at det kan lade sig gøre for din hund kun at løbe i trav.

Hund og cykel

 

Balance i aktiviteter

Det er vigtigt, at der er balance imellem den fysiske motion du vælger at give din hund, sammen med den mentale stimulering, hvor den får lavet noget sund hjernegymnastik i form af f.eks. søgeøvelser og lign.

Varier derfor din træning med din hund, da den lige som os ikke har godt af kun, at skal løbe lange ture hver eneste dag.

 

Fodring inden løb

Undgå, at fodre din hund et par timer før og efter en cykel- eller løbetur med din hund, hermed mindsker du risikoen for, at der opstår en alvorlig og akut mavedrejning på din hund.

 

Tænk på underlaget

Asfalt er hårdt at løbe på for trædepuderne og kan være meget varm på solrige dage. Det bedste sted at cykle eller løbe med din hund er i græsrabatter og på jordstier.

Cykle med hund

 

Små og store racer

Du kan cykle og løbe med de fleste racer, undtaget er dog de meget store eller tunge racer, samt de helt små racer, da de kan have meget svært ved, at følge med.

 

Korrekt sele

Sørg for, at din hund har den korrekte sele på, der ikke ødelægger ryg eller trykker ind i halsen, på benene eller andre steder.
Hvilken sele der er god til lige din hund er individuelt, der skal du prøve dig frem og få hjælp, hvis du er i tvivl, om den lægger korrekt på hunden.
Der findes også specielle seler, som f.eks. trækseler, hvis din hund skal løbe foran og trække cyklen.

 

Vis hensyn

Som ansvarlig hundeejer skal du altid vise hensyn til andre folk og hunde. Stop evt. op og vent, hvis du møder andre på din vej. Her kan du samtidig træne din hund i at sidde pænt og vente, indtil de andre er passeret.

Husk ros og godbidder.

 

Sund og rask

Din hund skal selvfølgelig være sund og rask og i tilpas foderstand, inden du begiver dig i krig med cykling og løb.

God fornøjelse!