Berner Sennen – Den bamsede heltehund

Den venlige og arbejdsomme Berner Sennenhund er en gammel arbejdshund og en rigtig bamsehund, der er rolig og godmodig. Der findes mange heltehistorier af den store majestætiske hund.
Racens oprindelse og frem til i dag
Racen er af oprindelig fåre- og kvægvogtende hunde, som blev brugt til at vogte dyr og til tider drive får og kvæg. Hundene blev præget på de dyr de skulle vogte og arbejdede selvstændigt i “felten”.
Berner Sennen eller ”Dürrbächler” som var dens oprindelige navn, har sin oprindelse i Bern i Schweiz, hvor den blev kaldt for bondehunden, og blev brugt som arbejdshund. For helt op til 2000 år siden bragte romerne store hunde avlet ud fra Mastiffer til området. Disse hunde blev krydset med lokale hyrdehunde og har frembragt Berner Sennen.
Den store bamsehund er en af fire typer Sennenhunde: Grosser Schweizer Sennen, Appenzeller Sennen, Entlebucher Sennen og altså Berner Sennen.
Der findes mange heltehistorier af den store og majestætiske hund, der kommer mennesker til undsætning, og racen har derfor i flere sammenhænge fået tilnavnet “heltehund”
Racen har været renavlet siden starten af 1900 tallet og er i dag en populær familiehund i det meste af verden.
I 2016 lå racen på en 19. plads for den mest populære hunderace i Danmark.
Berner Sennen er en vagt-, driv- og trækhund og hører under FCI-gruppen for “Schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde” (Gruppe 2)
LÆS OGSÅ: Her er de 20 mest populære hunderacer i 2016
Er en Berner Sennen en race for dig?
“Bamsehunden” er en trofast, lærenem og kærlig hund, der kan blive en god familiehund. Den knytter sig gerne til hele sin flok (familien) og det er vigtigt, at du får den socialiseret godt på fremmede, allerede fra den er hvalp af. Hvis ikke det sker, kan den gå hen og blive lidt reserveret overfor folk der besøger dig i hjemmet.
Selv om racen er rolig og kan være en rigtig “skødehund”, der elsker at blive kælet og nusset med, må du ikke glemme, at den oprindeligt var en arbejdshund. Derfor har den stadig en del energi, og har brug for at være aktiv og den vil for eksempel nyde godt af trækarbejde.
Det er ligeledes vigtigt, at starte med lydighedstræning så tidligt som muligt, for at få en lydig og velafbalanceret familiehund. Racen bliver dog sjældent fuldstændig lydig, da den kan have tildens til en smule stædighed.
Du må forvente, at racen giver lyd, når der kommer fremmede, da den er vagtsom af natur, men den er sjældent aggressiv.
Sundhed og helbred hos en Berner Sennen
Hvis du påtænker, at anskaffe dig en Berner Sennenhund, er det en rigtig god ide at bruge tid og kræfter på at finde den rigtige seriøse opdrætter. Racen rammes nemlig desværre ofte af en arvelig kræftsygdom (Malignhistozytose). Mavedrejning og hofteledsdysplasi er også udbredte lidelser hos racen.
De seriøse opdrætter tager denne problematik seriøs. Ved at vælge din hund med sundhedsattest og fra en godkendt stambogsført opdrætter, sikre du dig altså bedre, at avlsdyrene har gennemgået strenge avlsprogrammer. Det gør at risikoen for arvelige sygdomme og andet vil være mindsket. Du bør ligeledes sikre dig, at hundens stamtavle indeholder hunde med en høj levealder.
Der findes en specialklub (Dansk Berner Sennen klub) i samarbejde med Dansk Kennel Klub og dermed anerkendt af FCI, som du kan tilmelde dig og dermed bakke op om, for bedre at sikre sunde og racetypiske hunde, samt være en del af klubmiljøet.
Højde: Hanner 64 – 70 cm. Tæver 58 – 66 cm.
Vægt: Hanner 38 – 48 kg. Tæver 36 – 46 kg.
Levealder: 6 – 8 år.
Pels og pleje af en Berner Sennen
Racen har en lang, let bølget pels med en tæt og kraftig underuld og det bamsede udtryk som racen har, kommer frem på grund af den tykke pels. Den kræver en del pelspleje, og du må forvente minimum en ugentlig gennembørstning med børste og kam.
Den fælder en del, især i overgangsperioder.
Pelsfarve: Sort med brunrøde og hvide aftegninger.
Træningsråd
- Start tidligt med socialisering på andre hunde, dyr og mennesker
- Start tidligt med lydighedstræning og miljøtræning
- Brug kropssele i stedet for halsbånd
- Træn i korte sekvenser ad gangen
- Træn med positive træningsmetoder og vær konsekvent
- Sørg for at lade din hund arbejde med f.eks. trækarbejde (først når helt udvokset)