Border Collie – Den energiske hyrdehund

Den energiske og intelligente Border Collie har et unikt hyrdeinstinkt og er en meget lærevillig, opmærksom og hårdtarbejdende race.
Racens oprindelse og frem til i dag
Border Collien stammer oprindeligt fra grænselandet mellem England og Skotland, hvorfra den har fået navnet “Border”, fordi grænse på engelsk hedder border. Racen blev avlet med det formål, at hyrde får, geder og kvæg.
Racen er af oprindelige fåre- og kvæghyrdende hunde, som blev anvendt, som arbejdskraft til at hente, samle og drive flokke af dyr, som kvæg, geder, heste, får, gæs, ænder og rensdyr.
I 1906 blev racen stambogsført da ISDS (The International Sheepdog Society) blev dannet, dog blev racen først en selvstændigt anerkendt race af den engelske kennelklub i 1976. Racen blev registreret i Danmark i 1984.
I 2017 lå racen på en 10. plads over Danmarks top populære hunderacer.
Border Collien er en hyrdehund og hører under FCI-gruppen for “Hyrde og kvæghunde” (Gruppe 1).
LÆS OGSÅ: Top 25 populære hunderacer i Danmark i 2017
Er en Border Collie en race for dig?
En Border Collie er en meget energisk, intelligent og opmærksomhedskrævende race, der elsker udfordringer i form af opgaver den skal løse. Den har brug for en masse aktivitet både fysisk og mentalt og duer altså ikke til, at ligge i sin kurv dagen lang.
Racen kræver en erfaren og aktiv hundeejer, der har tid og overskud til, at give den en masse aktivitet og har forståelse for racens psyke og behov.
Hvis ikke racens behov bliver stillet, vil den ofte finde på “opgaver” selv, også dem der ikke er så ønskværdige i hjemmet og den kan udvikle uvaner og neurotisk adfærd.
Den stærke hyrdeinstinkt kan også volde problemer, hvis ikke hunden har mulighed for, at få afløb for sin drift. Den kan f.eks. finde på, at hyrde familiens børn, jagte cykler og andet, som kan blive en farlig affære.
Sundhed og helbred hos en Border Collie
En Border Collie kan være disponeret for arvelige sygdomme og du kan hjælpe med, at holde de arvelige lidelser nede, ved at sikre dig at forældrehundene er tjekket og vælge en hvalp med stamtavle. Der er ingen grund til at gamble, med at købe en tavleløs hvalp, for at spare et par tusinde kroner og risikere arvelige lidelser og andet.
CEA (Collie Eye Anomali) er en arvelig sygdom i nethinde og senehinde, der karakteriseres ved en unormal udvikling af øjet.
TNS (Trapped Neutrophil Syndrome) er en arvelig sygdom (hvalpedødelighed), her producerer knoglemarven hvide blodlegemer, men kan ikke effektivt videregive disse til blodet.
CL (Ceroid lipofuscinosis) er en arvelig hjernesygdom, der ses mere sjældent hos border collien.
Der findes en specialklub (Border Collie klubben) under Dansk Kennel Klub og dermed anerkendt af FCI, som du kan tilmelde dig og dermed bakke op om, for at sikre sunde og racetypiske hunde, samt være en del af klubmiljøet.
En Border Collie bliver 10 – 16 år gammel. Størrelsesmæssigt varierer den fra 46 – 53 cm. i højden og 14 – 20 kg. i vægt for tæver og 48 – 56 cm. i højden og 14 – 22 kg. i vægt for hanner.
Pels og pleje af en Border Collie
Racen kan have en pels med varierende længde, den er silkeagtig med en blød underuld og er selvrensende, så skidt ryger af når den tørre og er derfor heller ikke nødvendig, at vaske mere end 1 – 2 gange om året.
Pelsen kræver ikke den store pleje og kan klare sig med en gennembørstning ca. 1 gang ugentligt.
Farverne i pelsen kan være mange forskellige kombinationer og alle er tilladte.
Ofte er sort/hvide eller trefarvede dog foretrukket af hyrder især. Her må den hvide farve dog ikke være dominerende. Historierne herfor går på, at lammene så kan finde på, at søge mod hunden, i troen om at den er deres mor, eller at fårene mister respekten for den hund, der har en meget hvid farve.
Træningsråd til en Border Collie
- Træn aldrig stress-lege, som f.eks. bold- og pindekast
- Træn øjenkontakt
- Giv altid et start og slutsignal
- Træn miljøtræning og socialisering, tidligt fra hvalp
- Sørg for meget fysisk aktivering og mentalstimulering
- Sørg for mange alsidige opgaver
- Træn gerne hyrdning
- Gå spor med din hund
- Træn med positive træningsmetoder, men vær konsekvent