De dæmpende signaler – Hundesprog

Hunde kommunikerer hele tiden med os og andre hunde. Vi er ofte for dårlige til at se deres signaler, og kommer selv med signaler, der er ment i en god mening, men bliver opfattet forkert af vores hunde.
Når hunden kommunikerer
En hund kommunikerer primært gennem kropssprog og mimik, og derfor er det en rigtig god idé, at sætte sig ind i, hvad de forskellige signaler betyder, så vi bedre kan forstå vores hunde. Faktisk er dette fundamentet for et godt forhold mellem hund og ejer.
Hunden sender nemlig signaler til os konstant, uanset om den er glad, utilfreds, forventningsfuld eller andet. Faktisk er den en åben bog, som vi bare skal lære at forstå. Men det kræver en indsats, og et ansvar af os som hundeejer. Vi skal nemlig observere vores hunde med øjnene, i stedet for at bruge stemmen, som vi er så ufattelig dygtige til at bruge.
Hvis vi blev bedre til at observere, kunne vi lære utrolig meget om vores hunde og om hunde generelt.
Når hunden kommunikerer bruger den hovedet, kroppen og halen, og langt størstedelen har til formål at virke pacificerende (dæmpende) på omgivelserne eller på hunden selv. Opstår der for eksempel en aggressiv situation i omgivelserne, vil den gerne forsøge at dæmpe denne via dæmpende signaler. Når hunden prøver at dæmpe sig selv, kan det være fordi den er kørt op og er meget begejstret over en situation. De pacificerende signaler hunden viser her er over i kategorien “overspringshandlinger”.
De pacificerende signaler hunden sender, kan også blot være for at vise venlighed.
Hvis ikke de dæmpende signaler bliver respekteret, ligger der stress og uro og venter på den anden side, og lige pludselig har man en problematisk hund, der ender med en omplacering eller i værste fald en aflivning.
Prøv ligeledes selv at vise din hund dæmpende signaler, du vil ofte opdage, at hunden viser et signal tilbage igen. Og du kan ligefrem fortælle den, at alt er okay i en lidt presset situation.
En god bog at læse for den almindelige hundeejer er “På talefod med hunden – De dæmpende signaler” af Turid Rugaas.
16 dæmpende signaler
- Slikke sig om munden (fra side til side på overlæben)
- Vende blikket bort (hovedet drejes væk kort- eller langvarigt)
- Smaske
- Gabe (En halv gaben, ikke dybt)
- Vende siden eller ryggen til
- Lave sine øjne små og smalle (kniber øjnene sammen)
- Klø sig (sætter sig og klør sig med et bagben, ofte samme sted, hver gang)
- Vaske sig (hunden begynder at slikke/vaske sin pels)
- Gå i en bue (1-2 meter før mødet med en modpart)
- Blinken med øjnene (mindre truende)
- Ryste sig (almindelig rystetur med hele kroppen)
- Snudepuf (med poten i modpartens mundvig)
- Bakke væk (bakker væk fra modparten med front til)
- Logre med halen (lavere end normalt)
- Sætte eller lægge sig ned
- Løfte sin pote (Som når der tigges og gives pote)
LÆS OGSÅ: Dårlige vaner hos hunden – Dårlige løsninger