Den gamle hund – Seniorhunden

Når hunden bliver ældre begynder helbredet og kroppen gradvist at svækkes. Din gamle hund fortjener at få en god og værdig alderdom, og dette kan du hjælpe den med at få.
Hvor gammel bliver en hund?
Normalt lever de små hunderacer længere end de større hunderacer. Husk dog altid, at der kan være meget forskel fra hund til hund og fra race til race.
Som tommelfingerregel bliver en hund så gammel:
- Små hunderacer: 11 – 12 år gammel
- Mellemstore hunderacer: 10 år gammel
- Store hunderacer: 9 år gammel
- Gigant hunderacer: 7 – 8 år gammel
Tegn på at en hund er gammel
Når din hund bliver ældre, sker der nogle helbredsmæssige forandringer, som sker gradvist, og kroppen vil begynde at fungere mindre effektivt. Udover de mere synlige tegn, sker der også ændringer af de indre organer, knogler, muskler og led, som svækkes i takt med at hunden bliver ældre.
- Grå pels i ansigtet
- Uklare øjne
- Stive ben
- Hunden sover mere
- Hørelsen svækkes (snak højere)
- Synet svækkes (undgå at flytte om på møblerne)
- Knopper på kroppen (ændre de udseende, klør eller bløder, bør de undersøges af dyrlægen)
- Ufrivillig vandladning (kan skyldes blæresten, blærekræft og andre ting, og bør undersøges af dyrlægen)
- Tandsten (kan medføre tandkødsbetændelse og paradentose, og bør fjernes af dyrlægen)
- Adfærds ændring (kan skyldes smerter, og bør undersøges af dyrlægen)
Foder til den gamle hund
Hele fordøjelsen og kroppens stofskifte ændre sig og hundens aktivitetsniveau falder. Fra hunden er 5 – 7 år gammel afhængig af race, bør der skiftes til et godt seniorhundefoder, der indeholder et korrekt sammensat foder til den ældre hund. Dette kan nemlig afhjælpe risikoen for sygdomme og skavanker som for eksempel nyresvigt, leversvigt, gigt, fordøjelsesproblemer og hjerteproblemer.
Et godt seniorfoder skal indeholde:
- Mindre og letfordøjeligt protein (for at skåne organerne)
- Reduceret fedtmængde (for at mindske overvægt)
- Mindre salt (for at skåne organer og kredsløb)
- Øget fiberindhold (modvirker forstoppelse og regulerer fordøjelsen)
- Flere vitaminer (A, B1, B6, B12 og E-vitaminer)
- Tilpasset mineralmængde (mere zink, mindre fosfor)
- Flere umættede fedtsyre (styrker immunforsvaret)
- Andre tilskudsstoffer (for eksempel L-Carnitin, glucosamin, chondriotinsulfat)
Motion af den gamle hund
Den ældre og gamle hund har stadig brug for motion og aktivering, selv om den ikke er så let til bens, som den har været. Sørg for at give dig god tid, når i er ude at gå tur. Din hund skal have lov til at gå og snuse og “læse dagens avis” i dens tempo. Det er vigtigt, at du ikke bliver irriteret på den, fordi det hele går for langsomt. Sæt tid af til din ældre hund, hav tålmodighed, giv den opmærksomhed og en masse ros og kærlighed.
Sørg for at lave nogle af de aktiviteter din hund altid har været glad for. For eksempel at gå spor, søge foder i haven/huset eller lydighedstræning. Din ældre hund må ikke bare ligge og forfalde, den skal stadig holdes i gang og være glad. Nu skal du bare skrue en anelse ned for tempoet og mængden, og ikke overanstrenge din gamle hund.
Ved vejs ende
På et tidspunkt når du til den svære beslutning. Beslutningen om, om du skal lade din gamle hund aflive. Det er vigtigt at få kigget på, om din hund har glæde af sit liv mere, er den syg eller har smerter?
Er du i tvivl, bør du få en professionel vurdering af, hvad en eventuel sygdom, smerter eller diverse alderdomsskavanker betyder for hundens livskvalitet.
Husk altid, at det er hundens tarv du skal tage hensyn til, og ikke dine egne.
Giv din hund en god og værdig alderdom!
LÆS OGSÅ: Hvor meget sover en hund?