Shetland Sheepdog – Den intelligente Sheltie
Den kærlige collie-lignende Shetland Sheepdog eller “Sheltien” fra Shetlandsøerne er både intelligent, lærenem og tillidsfuld. Racen har brug for at vide, at den er elsket altid.
Racens oprindelse og frem til i dag
Racen er af oprindelige fåre- og kvæghyrdende hunde, som blev anvendt som arbejdskraft til at hente, samle og drive flokke af dyr som kvæg, geder, heste, får, gæs, ænder og rensdyr.
Racen Shetland Sheepdog stammer oprindeligt fra shetlandsøerne, en ø-gruppe nordøst for Skotland og er opkaldt herefter. Den lille collie-lignende race har også fået sig kaldenavnet “Sheltie”.
Man mener at racen er opstået ved en blanding af skotske collier og flere andre racer, som er svære helt at klarlægge. Det var tilbage i 1800 tallet, at man begyndte at blive opmærksom på den lille hårdføre og intelligente hund, dog med stor variation af typer.
I 1908 blev den første specialklub for racen stiftet på Shetlandsøerene, hvor den første standard for racen blev fastsat og man begyndte stambogsføring.
I 1914 blev racen indført i den engelske kennelklub under det endelige navn “Shetland Sheepdog”.
Opdræt i Sverige begyndte i 1930 og først i 1948 i Danmark.
Racen lå i 2017 på en 17. plads over de mest populære hunderace i Danmark.
Shetland Sheepdog er en hyrdehund og hører under FCI-gruppen for “Hyrde og Kvæghunde” (Gruppe 1)
LÆS OGSÅ: Populære hunderacer 2019 – Top 30 Danmark
Er en Shetland Sheepdog en race for dig?
Sheltien er en intelligent, opmærksom, tillidsfuld og kærlig hunderace. Den er meget hengiven, nem at træne og arbejder gerne for sin ejer. Sammen med børn er racen legesyg og tålmodig, men den finder sig ikke i drillerier og dårlig behandling.
Racen er en hyrdehund, og den kan finde på at begynde at hyrde familien og børn, hvilket kan gå hen og blive en problematisk adfærd. Stop den på en god måde ved at aflede dens opmærksomhed, når den begynder at nappe/hyrde.
Du må aldrig være hård ved en Sheltie, så ender du med at knække dens psyke. Den har brug for at vide, at den er elsket altid. Den kan være lidt reserveret over for fremmede, derfor er det en god ide at træne socialisering fra den er hvalp af, for at mindske dette.
Hvis racen trænes med positive og anerkendende metoder, kan den indlære meget svære øvelser på højt niveau, og generelt kan den blive rigtig god til både agility, lydighed, spor og anden hundesport.
Sheltien er kendt for at være meget opmærksom og vagtsom, hvilket gør, at den gør en hel del. Dette gør den knap så egnet til at bo i etageejendomme eller med naboer i nærheden. Adfærden kan med hensigtsmæssig træning, mens sheltien vokser, dæmpe dens trang til at gø, men helt lydfri bliver den aldrig.
Sundhed og helbred hos en Shetland Sheepdog
Racen er generelt en sund hund, og der ses ikke store problemer med arvelige sygdomme og andet. De to sygdomme som racen dog kan være disponeret for er hofteledsdysplasi (HD) og øjenforandringer.
Ved at vælge din hund med sundhedsattest og fra en godkendt stambogsført opdrætter, sikre du dig bedre at avlsdyrene har gennemgået strenge avlsprogrammer. Det gør, at risikoen for arvelige sygdomme og eventuelle sundhedsproblemer som regel vil være mindsket.
Der findes en specialklub (Dansk Shetland Sheepdog klub) under Dansk Kennel Klub og dermed anerkendt af FCI, som du kan tilmelde dig og dermed bakke op om, for bedre at sikre sunde og racetypiske hunde, samt være en del af klubmiljøet.
Højde: Tæver 33 – 41 cm. Hanner 33 – 41 cm.
Vægt: Tæver 6,5 – 11 kg. Hanner 6,5 – 11 kg.
Levealder: 12 – 13 år .
Pels og pleje af en Shetland Sheepdog
Sheltien har en lang vandskydende dækpels og en blød og kort underuld. Du skal regne med at bruge lidt tid på pelspleje i hver uge, hvor pelsen skal børstes godt og eventuelle filtrer skal filtres/redes ud.
Du må aldrig trimme eller klippe en Sheltie, da pelsen kan risikere, at vokse “forkert” ud igen.
Racen fælder en hel del, især imens underulden skiftes.
Pelsfarve:Trefarvet, zobel og hvid, sort med rustfarvede aftegninger, merle, blå merle og sort og hvid.
Træningsråd til en Shetland Sheepdog
- Træn miljøtræning og socialisering, tidligt fra hvalp
- Træn øjenkontakt
- Træn aldrig stress-lege, som f.eks. bold- og pindekast
- Gå spor med din hund
- Træn alsidige arbejdsopgaver
- Stop hunden i at nappe haser (heelers)
- Giv altid et start og slutsignal
- Træn kun med positive træningsmetoder
LÆS OGSÅ: Stress-lege er skadelig aktivering af din hund