Den lumske parasit – Fransk hjerteorm
Den Franske hjerteorm kan give din hund alvorlige hjerte- og lungeproblemer og kan være livstruende, hvis ikke den bliver behandlet i tide.
Hvad er Fransk hjerteorm?
Fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum) også kaldet hjerte lungeorm eller bare hjerteorm, har sit navn fordi den voksne orm kan findes i hundens højre hjertehalvdel, hvor den er i det område hvor de store blodkar går ud til lungekredsløbet. Den voksne orm kan blive fra 1,0 – 2,0 cm lange og kan forekomme i meget store mængder.
Vi er tilbage i 1983 da man første gang diagnosticerede et tilfælde af Fransk hjerteorm i en hund i Danmark og den er herefter blevet et udbredt problem i flere dele af landet.
Sådan smittes din hund med Fransk hjerteorm
Hunde bliver smittet med Fransk hjerteorm, når de spiser eller slikker på en snegl. Smitterisikoen er størst i løbet af foråret og sommeren, hvor sneglene er mest aktive.
Hovedværten for den Franske hjerteorm er ræven og hunden. Hvis f.eks. en hund er inficeret med hjerteorm, vil parasitten lægge æg i blodbanen. Æggene ender i lungens blodkar, hvor de udklækkes og havner i lungerne. Hunden hoster så larverne op og sluger dem og derefter ender de i dens afføring. Afføringen bliver spist af snegle, som så optager larven i sig. Parasitten gennemgår 2 udviklingstadier i sneglen og er så klar til, at inficere en ny ræv eller en hund.
Parasitten opstår mest hos unge hunde, da de har større tendens til at spise eller slikke på snegle.
Der går ofte lang tid inden man opdager, at ens hund er inficeret, fordi det kan ligne en almindelig lungebetændelse. Diagnosen stilles ud fra afføringsprøver eller blodprøver.
Symptomer og behandling
Symptomerne kan være:
- Hoste
- Nedsat appetit
- Nedsat præstation
- Vægttab
- Hurtig vejrtrækning
- Ændret adfærd
- Røde pletter på tandkød eller i øjne og opkastninger.
Kontakt dyrlægen, hvis du har en mistanke om, at din hund kan være smittet.
Parasitten skal behandles med et specielt ormemiddel og efterfølgende nye undersøgelser.
Følgesygdommene til en infektion med hjerteormen er typisk lungebetændelse. Men i værre tilfælde kan der ske blodpropper i hjerte og lunger. Dermed skal der højst sandsynligt også behandles mod lungebetændelse.
Fremtidsudsigterne for hunde der har haft Fransk hjerteorm og er kommet i behandling er generelt gode, hvis ikke hjertet og lungerne har nået, at tage store skader.