Derfor bør du bruge signalet “Fri” til din hund

Hvis din hund aldrig holder fri, kan den risikere, at gå rundt og være stresset. Men med et enkelt lille indlært signal, kan du hjælpe din hund til at vide, hvornår den har fri, og må slappe helt af.
Hvorfor bør du bruge signalet “Fri”?
Der kan være mange årsager til, at en hund går rundt og er stresset. En af årsagerne kan være, fordi hunden konstant går rundt og tror, at den er på arbejde og under signal. Dette sker, fordi den ikke har fået at vide, at den gerne må holde fri efter endt øvelse/arbejde.
Derfor er det vigtigt, at du efter endt øvelse/arbejde bruger vidunder-signalet “Fri”, så din hund forstår, at nu er øvelsen færdig og den gerne må slappe af eller holde fri.
Nogle racer som for eksempel jagt og hyrdehunde har især brug for, at få at vide, når de ikke behøver, at være under signal mere, og hvornår de gerne må holde fri.
Sådan bruger du signalet “Fri”?
Eksempel: Du træner med din hund, og vil nu gerne have din hund i en “sit” + en “dæk”.
Du viser din hund i en “sit” efterfulgt af en “dæk” med dine normale signaler. Når din hund har lagt sig i sin “dæk”, belønner du den med et par godbidder mellem dens forben og siger “Fri”. Nu må din hund rejse sig, når den har lyst, eller den må blive liggende. Den har altså fri til, at gøre hvad den har lyst til, under sin pause. Når din hund har fået en lille pause, kan du fortsætte med nye signaler. Altid efterfulgt af “Fri”, hver gang den har udført den angivne øvelse.
Brug også signalet “Fri” hver gang du slipper din hund løs til fri leg eller løb, og hver gang den er helt færdig med træningen, eller det arbejde den har skulle udføre.
Indlær signalet allerede fra din hund er hvalp af og brug det flittigt, så vil din hund lære at forstå, hvornår den kan slappe af og holde fri. Det mindsker risikoen for, at den går rundt og er stresset, fordi den konstant tror, den er på arbejde og under signal.
Drop brug af signalerne “Bliv” og “Vent”
Du bør ikke have brug for, at tilføje flere signaler, for for eksempel at få din hund til at blive siddende, imens du går fra den. Hvis du føler du har brug for dette, er der sandsynligt gået noget galt i indlæringen af det første signal “Sit”.
Din hund skulle gerne forstå, at når der bliver sagt “sit” så skal den blive siddende, indtil et nyt signal gives. Du bør altså ikke have brug for at tilføje “Bliv”, “Vent” og så videre. Ofte vil din hund alligevel rejse sig og “bliv” har alligevel ikke hjulpet, og nu bliver hunden så også irettesat.
I stedet for flere signaler og diverse irettesættelser, skal du i stedet for guide og vise din hund tilbage i den ønskede øvelse, hvis den rejser sig. Vis din hund tilbage til nøjagtig samme startpunkt som før, og gentag nu øvelsen på ny. Måske i en kortere sekvens/tid denne gang, så du er sikker på at øvelsen bliver vellykket. Når øvelsen er vellykket giver du din hund godbidder/ros + et “Fri” signal. “Fri” for at fortælle den, at den ikke behøver sidde mere og gerne må rejse sig, hvis den har lyst. På den måde lærer din hund at forstå dine signaler.
Hjælp, guide og motiver din hund, og undgå brug af flere signaler, irettesættelser eller skæld ud. Lær altid din hund øvelser i små sekvenser ad gangen og byg stille og roligt sværhedsgraden op. Undgå, at forlange mere af den, end den kan klare.
På den måde skabes der en større tillid og et bedre samarbejde mellem dig og din hund.
God fornøjelse!