Derfor bør du købe din hund med stamtavle

jan 22, 2019 | HUNDELIV

Som køber bør du gøre dit forarbejde grundigt FØR du forelsker dig i en lille sød hvalp, som er salgsklar. Du kan nemlig hurtigt blive snydt og risikerer at få en syg eller utilpasset hund med hjem.

Hvad betyder en stamtavle egentligt?

Mange der ønsker at købe hund tænker måske, at de ikke har brug for en stamtavle. Enten fordi de ikke har tænkt sig at få hvalpe eller at gå på udstilling med deres hund.

Men en stamtavle er meget mere end det. Først og fremmest er det det redskab, der har hjulpet opdrætterne med at lave de forskellige hunderacer som vi kender til i dag. Mange opdrættere gør en stor indsats for at finde gode, sunde og racetypiske avlsdyr, undersøge for arvelige sygdomme og andre undersøgelser. Alt sammen for at få nogle sunde, velfungerende og racetypiske hvalpe.

En stamtavle giver dig en klar fornemmelse af, hvordan din hvalp vil udvikle sig. Du kan se mange generationer tilbage og du kan se, hvilke avlskombinationer, der har resulteret i netop din hvalp.

Hvis du senere hen skulle få lyst til at prøve kræfter med konkurrencesport, så stilles der også ofte krav om en stambog her.

Hunde med stamtavler

 

En hund med stamtavle er jo meget dyrere

Det er ikke prisen på stamtavlen, der gør at en hund med stamtavle kan være meget dyrere end en hund uden stamtavle. En stamtavle koster nemlig under 300 kr.

Det er alt det arbejde der er lagt i at få nogle sunde og racetypiske hvalpe ud af avlen, der gør, at hunden vil være dyrere med en stamtavle. Du kan altså være mere sikker på, hvad det er for en hund du får. Ligeledes at der som regel er gjort et stort stykke arbejde for at undgå arvelige sygdomme og andre ting.

Der er altså større chance for, at du får en hund, der er sund i hovedet, er en god familiehund, er en hund du kan have glæde af i mange år frem. En hund som du ikke behøver at rende til dyrlæge med i tide og i utide, fordi den konstant fejler et eller andet.

Det kan altså i langt de fleste tilfælde godt betale sig, at betale de par tusinde kroner ekstra, for at få en hund med stamtavle.

Hunde med falske stamtavler

 

Pas på de falske dokumenter og hvalpefabrikker

Der er altid en større chance for at få en sund, velfungerende og racetypisk hund, hvis du køber en hund med stamtavle.

Dog skal du alligevel gøre dig selv og din hund den tjeneste, at undersøge opdrætter og dokumenter godt. Også her findes der nemlig svindlere, der for eksempel forsøger at sælge hunde med falske stamtavler.

Desværre kan det nogle gange være svært at se sig ud af for den almindelige borger. Selv anerkendte opdrættere kan finde på at sælge ups kuld igennem stråmænd med stamtavle.

De fleste opdrættere er heldigvis seriøse, og bestræber sig på at avle sunde, racetypiske og velfungerende hvalpe. Men der er altså forskel på kvaliteten hos opdrætterne, og der er ingen garanti for, at man får en sund og rask hvalp.

Tag ud og besøg flere forskellige opdrættere, når du er på udkig efter en hund. Det kan hjælpe på at få et billede af, hvordan hundene og personerne er og bor. Virker det som om, at det er en hvalpefabrik, med mange hunde og forskellige størrelser kuld? Opholder hundene sig i en lade eller er det et godt stueopdræt, hvor de hele tiden er i hænderne? Er det et sted du ville få din hund passet efterfølgende? Der er mange ting, du kan ligge mærke til, og spørge om hos de forskellige opdrættere.

Google og Facebook kan også være din ven, brug lidt tid på at søge på opdrætter og spørg folk i de forskellige racegrupper. Hvor har folk deres hvalp fra? Har de været sunde og raske? osv.

Bed ligeledes altid opdrætteren om at få udleveret en kopi af forældredyrenes originale sundhedsdokumenter. Har de et problem med dette, kan der være noget lusk bag.

Dansk Kennel Klub er en dansk kennelklub med FCI stambogsret. De er medlem af FCI (Fédération cynologique internationale). FCI er den paraplyorganisation, der samler kennelklubberne under ét, og hvor der udformes avlsstrategier. retningslinjer mv. Som det anbefales klubberne at følge.

Pas for eksempel på forkortelsen F.C.I. (med punktummer), som er fra en spansk piratorganisation.