Hundesele til hund – Hvorfor og hvilken?

Det kan være en jungle at finde rundt i, når der skal købes udstyr til hunden. Udvalget er stort, og meningerne er mange. Skal du vælge en hundesele, et halsbånd eller noget helt tredje?
Hvorfor vælge en hundesele?
Der findes mange forskellige hundeseler og hundehalsbånd at vælge imellem på markedet. Skal du vælge det ene eller det andet? Dette er ofte et emne med rigtig mange meninger ligesom for eksempel hundefoder-verdenen.
Nogle mener for eksempel, at de bedre kan styre deres hund med et halsbånd. Men uanset om din hund har sele eller halsbånd på, er årsagen som hovedregel, at det er mangel på træning, kommunikation og forholdet mellem dig og din hund, hvis du har problemer med at gå pænt med den.
Hvis du går tur med din hund i et halsbånd kan det skade nakken, give muskelsmerter og den kan få problemer med skjoldbruskkirtlen og vejrtrækningen. Alt sammen fordi halsbåndet trykker eller bliver rykket ind i halsen på hunden.
Selvom du mener, at din hund ikke trækker, når den har et halsbånd på, så spørg lige dig selv om: Strækker din hund sig aldrig ud i halsbåndet for at snuse eller for at hilse på andre? Er den aldrig ivrig i starten af turen, eller hvis den ser en kat løbe forbi? Også de tryk eller ryk den får ind i halsen bare engang imellem, kan gøre skade på din hund.
Derfor er den bedste løsning til langt de fleste hunde, at bruge en hundesele, når i går tur, fordi den er langt mindre skadelig at bruge, end halsbåndet er.
Hvilken hundesele skal du vælge?
Der findes et hav af forskellige hundeseler, og det kan være en jungle at finde ud af, hvilken der er den rette for din hund. Og det er nemlig lige præcis meget individuelt, hvilken sele der sidder godt på en hund frem for en anden.
Der er kommet rigtig mange nye “smarte” seler på markedet, der får ens hund til at skille sig ud. Her kan nævnes for eksempel Julius K9 seler. Desværre sidder denne sele ligesom mange andre hundeseler langt fra godt, på alt for mange hunde. Et af problemerne er, at den ryger op over brystbenet og sidder og trykker direkte ind i halsen.
En god H-sele eller en Y-sele går man sjældent helt forkert i byen med, i forholdt til mange af de nyere mere moderne seler.
Men det er altid vigtigt, at du tager din hund med ud og prøver forskellige hundeseler, så du får et indtryk af, hvordan de forskellige seler sidder på din hund. Prøv gerne at sætte en line i selen, når du prøver den, og få en anden til at gå med din hund, imens du går ved siden af og kigger og mærker, hvor de forskellige tryk er.
Husk altid, at selvom du vælger en hundesele, er det ingen undskyldning for ikke at træne din hund i at gå pænt. Hvis hunden ofte farer ud eller trækker, kan en hundesele også skade din hund.
Undgå som hovedregel altid brug af gåpænt-seler, næseseler og andet specialudstyr, for at få din hund til at gå pænt. Disse risikerer ofte at skade din hund, og de bør kun anvendes i samråd med en specialist, og i en mindre periode.
Gode råd til valg af hundesele
- Selen skal ligge trykket på brystbenet, og må ikke trykke ind i halsen.
- Forbenet, armhulen og skulderleddet skal være fri for selen, så hunden har fri bevægelighed.
- En sele der har et bredt mellemstykke, hvor linen kan sættes i lidt tilbage på ryggen, fordeler trækket bedre på kroppen.
- Med en sele der kan spændes ind flere steder, har man nemmere ved at justere, og tilpasse den på hunden.
- Selen skal sidde stabilt og godt, ikke for stram og ikke for løs, så den kan rutsje rundt.
- En god polsteret sele er blød og slider mindre på pelsen.
God fornøjelse med valg af hundesele til din hund.