Hvornår skifter hvalpe tænder?

dec 9, 2020 | SUNDHED & PLEJE

Når din hvalp skifter tænder, kan det give en voldsom kløe i gummerne, hvilket er årsag til, at din hvalp vil bide i dig og i alt, hvad den kan komme i nærheden af.

Tændernes udvikling og tandskifte

  • Hunden fødes uden tænder, så den er klar til at die ved hundemoderen
  • Ved 3 ugers alderen begynder mælketænderne at vokse frem
  • Ved 4 – 6 måneders alderen tabes mælketænderne og udskiftes med blivende tænder
  • Ved 7 – 8 måneders alderen skal alle mælketænderne gerne være skiftet

Din hvalp vil udvikle 28 mælketænder og hundens blivende tandsæt består normalt af 42 tænder opdelt i fortænder (incisiver), hjørnetænder (caninii), forreste kindtænder (præmolarer) og bagerste kindtænder (molarer).

 

Tegn på at din hvalp skifter tænder

  • Ændring i hvalpens adfærd
  • Kontaktsøgende adfærd
  • Klynken og piven
  • Blødning fra gummerne
  • Kløende gummer

Hvalpetænder klør

 

Hold øje med din hvalp når den skifter tænder

Som regel forløber tandskiftet hos din hvalp uden problemer, men det kan ske, at en eller få mælketænder ikke falder ud af sig selv og dette kan give problemer, når de nye blivende tænder vokser ud. De blivende tænder kan nemlig vokse skævt ud, fordi en mælketand sidder og skubber på. Det vil give en fejlstilling af tænderne og problemer senere hen.

Det bedste du kan gøre er at holde øje med din hvalp når den skifter tænder, hvis du opdager en mælketand der stadig sidder fast samtidig med, at en blivende tand er begyndt at vokse ud, skal du kontakte din dyrlæge.
Dyrlægen vil trække mælketanden ud, så den ikke risikerer, at skubbe på de blivende tænder.

Væn stille og roligt din hvalp til at blive rørt i og omkring munden, allerede inden den begynder at skifte tænder. Det vil gøre det meget nemmere i fremtiden, både når du skal tjekke den under tandskiftet og når du skal til at rengøre de blivende tænder.

 

Giv din hvalp tyggeting under tandskiftet

Når din hvalp begynder at skifte mælketænderne og de nye blivende tænder begynder at vokse ud, vil det som regel give en voldsom kløe i gummerne.

Du vil opleve at din hvalp bider i næsten alt, hvad den kan komme i nærheden af også din hænder, fingre og fødder og det kan gøre voldsomt ondt, fordi hvalpetænderne er små og sylespidse.

Sørg for, at din hvalp har nogle hvalpevenlige tyggeting, som den kan bide og tygge i, når gummerne klør.

Hvis din hvalp begynder at bide i dig, så skift stille og roligt din hånd ud med en tyggeting og ros din hvalp, når den tygger i denne, i stedet for i dig. Det handler om at aflede den på en god måde og rose den en masse, når den gør det rigtige.

Skæld aldrig din hvalp ud, når den bider i dig eller ting du ikke ønsker, den skal bide i. Husk, at din lille hvalp ikke kender til rigtig og forkert endnu og den bider ikke i dig, fordi den vil være ond og irriterende men simpelthen, fordi gummer og hvalpetænder klør voldsomt.

LÆS OGSÅ: Hunde og børn – Lær dem at omgås hinanden