Kennelhoste – Den smitsomme luftvejsinfektion

sep 6, 2018 | SUNDHED & PLEJE

Kennelhoste er en meget smitsom luftvejsinfektion. Den minder om en forkølelse hos os og er heldigvis sjældent livsfarlig for din hund.

Hvad er Kennelhoste?

Kennelhoste er en smitsom infektion i luftvejene, som forårsages af flere bakterier og/eller virusser eller andre forhold i omgivelserne, der kan gøre din hund modtagelig for en infektion.

Denne luftvejsinfektion har fået navnet Kennelhoste, fordi den ofte forekommer, hvor mange hunde er samlet, som f.eks. i en kennel.

Man kan sammenligne infektionen med en forkølelse hos os mennesker og infektionen er sjældent livsfarlig.

 

Sådan smittes din hund med Kennelhoste

Virus der oftest forårsager luftvejsinfektionen er Canine Parainfluenza (CPI), derudover ses også ofte virusset Canine Adenovirus (CAV). Andre virusser der kan være medvirkende til eller forårsage infektionen er f.eks. Reovirus, Herpesvirus, influenzavirus A, Coronavirus (CCV) og Canine Distempervirus (CDV).

Bakterien der oftest er medvirkende til eller forårsager infektionen er Bordetella bronchiseptica, derudover ses også ofte bakterien Mycoplasma.

Smitten sker når hunden inhalerer bakterier eller virusser fra andre hunde eller fra miljøet, som f.eks. Hundesenge, foderskåle, tæpper osv.

Smitterisikoen er størst, hvor mange hunde er samlet, som i en kennel, hundepension, udstilling eller lignende.

Retriever

 

Symptomer på infektion

Der går ca. 4 – 10 dage fra hunden smittes, til der ses symptomer.

  • Let tør hoste
  • Vedvarende tør kraftig hoste
  • Nysen
  • Nedstemthed
  • Feber
  • Manglende ædelyst
  • Afløb fra næse og/eller øjne
  • Lungebetændelse (ses i mere sjældne tilfælde, fordi immunforsvaret bliver svækket)

 

Behandling af infektionen

Behandlingen foregår med hostestillende medicin og evt. antibiotika.

Luftvejsinfektionen er meget smitsom og det er derfor vigtigt, at afskærme din hund fra andre hunde, mens den er under behandling.

Der kan vaccineres mod Kennelhoste, som en tillægsvaccination (årligt) eventuelt, hvis du ved, at din hund vil eller kommer til at være særligt udsat for smitte. Mange dyrlæger vil som regel tage snakken med dig hvert år, når din hund er til sundhedsundersøgelse.

 

LÆS OGSÅ: Den oversete tarmparasit – Giardia