Må hunde spise mandler?

okt 30, 2018 | FODER OG GODBIDDER

Brændte mandler, ristede og saltede mandler eller mandler med lakrids og chokolade, vi mennesker elsker mandler. Men må hunde spise mandler?

Giv ikke din hund mandler

Mandler og alle andre typer af nødder er generelt giftige for din hund, dog er mandler ikke lige så giftige, som nogle andre nødder, som for eksempel macadamianødder.

Der er en mængde af fosfor i mandler, der menes at kunne give din hund blæresten.

Hvis din hund indtager mandler er det ikke sikkert, at der umiddelbart vises tegn på skader eller på en forgiftning, hvis ikke dosis er stor nok. Men får din hund små doser ofte eller engang i mellem, kan det føre til skader på de indre organer og andre problemer og skade din hund på længere sigt.

En hund vil normalt spise det meste og selvom det ser ud til at din hund synes godt om det, er det altså ikke ensbetydende med, at den kan tåle det.

Undgå derfor at give din hund mandler.

Mandler er fyldt med antioxidanter, vitaminer, mineraler og sunde fedtsyrer, men det er kun os mennesker, der har godt af at spise dem. Får din hund fat i en enkelt mandel, behøver du dog ikke at gå i panik, da en enkelt mandel ikke vil gøre stor skade.

Mandler

 

Bittermandler er de værste

Bittermandler (Prunus amygdalus var. amara) indeholder stoffet glykosid Amygdalin, hvorfra der kan spaltes giftig blåsyre (cyanid) og benzaldehyd, som giver den karakteristiske mandelaroma.

Cyanid, som også findes i sten og kerner er meget giftigt for din hund.

I poser med de søde mandler, som vi mennesker normalt spiser, kan der forekomme bittermandler og disse bør ikke spises.

Bittermandler bør generelt kun anvendes i meget små mængder, som smagsforstærker til os mennesker.

Har du mistanke om, at din hund har spist bittermandler eller mange almindelige søde mandler, så tag straks kontakt til din dyrlæge.

LÆS OGSÅ: Må hunde spise vindruer og rosiner?