Phaléne – Den robuste natsværmer

Den lille kærlige og opmærksomme Phaléne, er lærenem og kvik, glad for at samarbejde og så er den næsten identisk med en Papillon.
Racens oprindelse og frem til i dag
Racen Phaléne kan spores tilbage til det 13. århundrede igennem kongelige malerier, hvorpå den ofte var afbildet. Den stammer oprindeligt fra områder omkring Frankrig, Spanien og Belgien.
Racen er af oprindelige tempel- og alarmhunde, som fungerede som selskabs-, hof- og tempelhunde, men også som vagthunde/alarmhunde til at skræmme onde ånder væk eller sige til, når fremmede kom på besøg.
Phaléne og racen Papillon er stort set identiske, bortset fra ørerne. Denne race har hængeører imens Papillonen har opretstående ører.
Phalénen er den der ligner den oprindelige hund mest, hvor racen med opretstående ører først kom til senere hen. Dog gik begge “versioner” af racen under navnet Papillon, indtil der først i 1967, blev givet eget racenavn til den med hængeører.
Phaléne betyder Natsværmer på Fransk.
Racen er en selskabshund og hører under FCI-gruppen for “selskabshunde” (Gruppe 9).
LÆS OGSÅ: Papillon – Den lille sommerfuglehund
Er en Phaléne en race for dig?
Den lille hund er venlig, aktiv, intelligent, glad og vagtsom. Den elsker at tilbringe tid sammen med familien og fungerer fint med andre dyr og børn, såfremt den er blevet socialiseret, fra den er hvalp af.
Opdragelsen volder sjældent problemer, hvis der startes tidligt med venlig konsekvent træning i korte sekvenser ad gangen.
Racen er vagtsom og vil gø af forskellige lyde.
Da racen er næsten identisk med Papillonen, er de to altså identiske mentalt og fysisk.
Der findes en specialklub (Papillon og Phalene klubben) under Dansk Kennel Klub og dermed anerkendt af FCI, som du kan tilmelde dig og dermed bakke op om, for at sikre sunde og racetypiske hunde, samt være en del af klubmiljøet.
En Phaléne bliver 13 – 15 år gammel. Racen er ca. 28 cm. i højden for begge køn og 3 – 5 kg. i vægt.
Træningsråd
- Træn i korte sekvenser og i roligt tempo
- Træn med positive træningsmetoder
- Træn meget øjenkontakt
- Brug sele i stedet for halsbånd
- Pas på med at overbeskytte din hund, men tag ansvar for den
- Pas på med at ”fange ud” efter din hund, ved f.eks. et indkald
- Pas på med, hvilke hunde din hund leger med, da racen er skrøbelig
Pels og pleje af en Phaléne
Pelsen er lang, blank og silkeagtig uden underuld. Den lange pels på ører, hale og bryst skal friseres ofte, for ikke at filtrer, men ellers kræver pelsen ikke den store pleje.
Pelsfarverne ses i hvid og brun, sort og hvid, rød og hvid, gulbrun og hvid og sable.
Racen har tendens til tandsten, så det er en rigtig god ide, at lære din hund tandbørstning fra den er hvalp af. Det kan nemlig være meget smertefuldt for en hund, at rende rundt med tandsten og dårlige tænder.