Pomeranian – Den lille Pom Pom

apr 6, 2019 | RACER

Den selvsikre og venlige Pomeranian er en hunderace, der har brug for meget opmærksomhed og kontakt med sin familie. Den er ofte legesyg og glad for udfordringer og friske gåture.

Racens oprindelse og frem til i dag

Racens forfædre er de arktiske spidshunde fra den nordlige halvkugle. Spidshundefamilien er nogle af de ældste og mest oprindelige hunde der findes. De forskellige racer oprinder fra flere forskellige kontinenter og med vidt forskellige arbejdsområder, som for eksempel jagt på bjørne og elge, slæde- og trækhunde, vogtning af rensdyr, får og gårde og også selskabshunde.

Det der binder spidshundene sammen er altså ikke deres arbejdsområde eller slægtskab, men mere deres adfærd og deres ligheder. For eksempel har de alle opretstående spidse ører, spidse snuder og en hale der ligger oprullet over ryggen.

Pommeraneren er den mindste af spidshunderacerne, og dens hjemland er Tyskland, hvor man begyndte at avle videre på racen. Den er da også opkaldt efter området Pommern i Tyskland. Den blev dog aldrig helt rigtig populær, før den nåede Storbritannien i slutningen af 1800 tallet, hvor Dronning Victoria anskaffede sig nogle eksemplarer af racen.

Den lille Pomeranian bliver ofte kaldt “Pom” eller Pom Pom”.

Racen er gennem tiden avlet mindre og mindre, oprindeligt vejede den omkring de 10 kg. til i dag, hvor den kun vejer ca. 3 kg.

En Pomeranian er en selskabshund og hører under FCI-gruppen for “Spidshunde” (Gruppe 5).

Pomeranian

 

Er en Pomeranian en race for dig?

En Pomeranian er en selvsikker, legesyg, aktiv og venlig hunderace, der har brug for en hel del opmærksomhed og tæt kontakt til sin familie. Den fungerer normalt udmærket med børn og andre kæledyr, hvis den er blevet socialiseret godt på dem.

Racen besidder stadig en del af spidshundenes personlighed, den kan være ret vagtsom, og du skal passe lidt på, at den ikke bliver alt for selvsikker overfor større hunde.

Den har brug for nogle daglige friske gåture, og den elsker at få en udfordring, samt træning, hvis det gøres spændende og interessant for den. Træn altid en Pomeranian med venlighed, tålmodighed og vær konsekvent, men aldrig hårdhændet.

Den lille hund er ikke en hund, der gider at blive båret rundt på som så mange andre små racer. Den følger dog gerne sin ejer, og trives ikke efterladt alene i længere tid ad gangen.

Pomeranian hvalp

 

Sundhed og helbred hos en Pomeranian

Racen er generelt en sund hunderace, men der ses også forskellige helbredsproblemer. Eksempler som Patella Luxation, hud- og øjenproblemer samt tandproblemer. Det er meget sjældent at den selv skifter alle mælketænderne ud med blivende tænder, og den må have hjælp af dyrlægen til at få dem ud.

Du kan hjælpe til med, at racen forbliver en sund hunderace, ved at vælge din hund med sundhedsattest og fra en godkendt stambogsført opdrætter. På den måde sikre du dig bedre, at avlsdyrene har gennemgået strenge avlsprogrammer. Det gør at risikoen for arvelige sygdomme og sundhedsproblemer vil være mindsket.

Der findes en specialklub (Canis-Minor, klubben for små selskabshunde) under Dansk Kennel Klub og dermed anerkendt af FCI, som du kan tilmelde dig og bakke op om, for bedre at sikre sunde og racetypiske hunde, samt være en del af klubmiljøet.

Højde: Hanner 18 – 22 cm. Tæver 18 – 22 cm.

Vægt: Hanner 2 – 4 kg. Tæver 2 – 4 kg.

Levealder: 12 – 16 år.

Pomeranian til udstilling

 

Pels og pleje af en Pomeranian

En Pomeranian har en stor og blød pels med en tyk underuld. Den kræver en hel del pelspleje, for at holde den fri for filtrer. Sørg for at vænne hunden til at blive friseret og pillet ved fra den er lille af, så den omfattende pelspleje kan blive en positiv oplevelse for alle parter igennem hele livet.

Den fælder 2 gange årligt, hvor den skifter alt underulden.

Nogle vælger også at klippe sin hund en gang i mellem.

Pelsfarve: Hvid, sort, brun, orange, ulvegrå, creme, orange-zobel, creme-zobel, sort og tan eller broget.

 

Træningsråd til en Pomeranian

  • Træn varieret og i korte sekvenser ad gangen
  • Træn kontakt- og øjenkontaktøvelser
  • Brug sele i stedet for halsbånd
  • Pas på med at ”fange ud” efter din hund, ved f.eks. et indkald
  • Pas på med leg med store hunde, da racen er lille og mere skrøbelig
  • Træn med positive træningsmetoder, vær konsekvent
  • Sørg for at give mental stimulerende opgaver

LÆS OGSÅ: Derfor er mental stimulering af din hund vigtig