Schæferhund – Den populære brugshund

Den intelligente og arbejdsvillige schæferhund, er en loyal, selvsikker, vagtsom og en meget populær brugshunde race, men er oprindelig en hyrdehund.
Racens oprindelse og frem til i dag
Schæferhunden (german shepherd) stammer oprindeligt fra Tyskland, hvor den blev fremavlet ud fra gamle tyske fårehunderacer i slutningen af 1800 tallet af Max von Stephanitz, fordi han ønskede en stærk og intelligent arbejdshund.
Racen er af oprindelige fåre- og kvæghyrdende hunde, som blev anvendt, som arbejdskraft til at hente, samle og drive flokke af dyr, som kvæg, geder, heste, får, gæs, ænder og rensdyr.
Schæferen blev brugt, som vagthund og glubsk følgehund af nazisterne under første verdens krig og blev derefter kaldt for Alsatian, et ord der stadig bruges blandt nogle irske og britiske folk i dag.
Racen er i dag en meget populær hunderace i hele verden og har de sidste par år ligget fast på en 2. plads, som populær hunderace i Danmark.
To schæferhunde med navnene “Longheart” og Rin Tin Tin” er de eneste, der udover stjernehunden collien “Lassie“, har fået egen stjerne på Walk of Fame på Sunset Boulevard i Hollywood.
Schæferen er en hyrdehund og hører under FCI-gruppen for “Hyrde og kvæghunde” (Gruppe 1).
LÆS OGSÅ: Top 25 populære hunderacer i Danmark i 2017
Er en Schæferhund en race for dig?
En schæferhund er en intelligent, vagtsom og arbejdsvillig race, der egner sig godt til mange forskellige arbejdsopgaver. Den har brug for et aktivt liv, med en masse mentalstimulering og fysisk aktivitet.
Racen bør socialiseres godt på andre hunde, mennesker og miljø fra din hund er hvalp af og vær konsekvent i din træning, men altid venlig og med positive træningsmetoder.
Schæferen betragtes hovedsageligt, som en brugshund i dag, men du må ikke glemme at schæferhunden oprindeligt er en hyrdehund, med de egenskaber en hyrdehund har på godt og ondt.
Vær opmærksom på at schæferhundeavlen over de sidste 30 år er gået i retning af to forskellige typer “udstillingshunden” og “brugshunden” eller den “grå”, som oftest er den der bliver brugt af politiet.
Avlen volder desværre ofte problemer hos racen og du bør derfor nøje overveje om det er en schæfer du ønsker, som en familiehund, da det ofte er svært at gennemskue, hvor du får fat i en hund der er ordentlig i hovedet og i en god fysisk tilstand.
En langhåret sort schæfer er dog som regel skruet godt sammen i hovedet og kunne måske være det rette valg, hvis du ønsker en schæferhund.
Sundhed og helbred hos en Schæferhund
Racen er gennem mange år blevet avlet til, at have en mere og mere skrående ryglinie, hvor bagdelen er sænket. Problemet ses ved hver tredje schæferhund. Disse hunde er desværre ofte i en meget dårlig fysisk tilstand og har en ikke ønskværdig adfærd, der kan give store problemer, der ofte ender i en aflivning.
De mest almindelige sygdomme der ses hos racen er albue og hofteledsdysplasi. Du kan hjælpe med, at holde de arvelige lidelser nede, ved at sikre dig, at forældrehundene er tjekket og vælge en hvalp med stamtavle.
Der findes en specialklub (Schæferhundeklubben) under Dansk Kennel Klub og dermed anerkendt af FCI, som du kan tilmelde dig og dermed bakke op om, for at sikre sunde og racetypiske hunde, samt være en del af klubmiljøet.
En schæferhund bliver 9 – 13 år gammel. Størrelsesmæssigt varierer den fra 55 – 60 cm. i højden og 22 – 32 kg. i vægt for tæver og 60 – 65 cm. i højden og 30 – 40 kg. i vægt for hanner.
Pels og pleje af en Schæferhund
Der findes to forskellige pelstyper hos Schæferen, en langstockhåret og en stockhåret, hvor den stockhåret er den mest almindelige. Den stockhåret har en mellemlang pels med underuld, der jævnligt kræver en gennembørstning.
Den langstockhåret ses både med underuld og uden underuld, hvor pelsen med underuld beskytter bedst mod vind og vejr.
Racen fælder en del, også selv om den bliver børstet jævnligt.
Pelsfarverne ses i grå, sort, sort med aftegninger, sable, sort og gul, sort og brun, sort og sølv, sort og rød.
Træningsråd til en Schæferhund
- Undgå stress og stress-lege, som f.eks. bold- og pindekast
- Træn øjenkontakt
- Giv altid et start og slutsignal
- Træn miljøtræning og socialisering, tidligt fra hvalp
- Sørg for meget fysisk aktivering og mentalstimulering
- Sørg for mange alsidige opgaver
- Træn gerne hyrdning og gå spor
- Træn med positive træningsmetoder, men vær konsekvent