Staffordshire Bull Terrier – Den børneglade hund

Den nysgerrige og modige Staffordshire Bull Terrier, er en social race, der knytter sig meget til sin familie, som den er kærlig overfor, og så har den meget glæde ved børn.
Racens oprindelse og frem til i dag
Racen Staffordshire Bull Terrier stammer oprindeligt fra Staffordshire, England, hvor den blev opdrættet til bullbaiting.
Racen er af oprindelige kamphunde, som i mange tusinde år har været brugt i krig og som underholdning i kampe med andre dyr, hunde og mennesker. Nogle racer har desuden været brugt som vagthunde eller til jagt på storvildt.
Hundekampe er i dag forbudt ved lov, men finder stadig sted i det skjulte.
I år 1935 blev den første Staffordshire Bull Terrier indregistreret i England, og kun opdrættet udelukkende som familie- og udstillingshund.
I 2006 blev racen kåret som årets familiehund i England, og i Danmark er den også blevet en populær hunderace, der i 2017 lå på en 5. plads over de mest populære hunderacer i Danmark.
En Staffordshire Bull Terrier er en terrier og hører under FCI-gruppen for “Terriere” (Gruppe 3).
Er en Staffordshire Bull Terrier en race for dig?
En “Staff” er en modig, nysgerrig og social race, der er meget kærlig og loyal overfor sin familie og meget glad for børn. Racen vil knytte sig meget til dig og resten af familien, og du vil opleve at den vil følge dig overalt, hvor du går.
Racen er dog ikke en førstegangshund, da den kræver en god indsigt i adfærd og hundetræning på grund af dens terrier-sind.
Racen har brug for daglig fysisk aktivering og mentalstimulering. Du bør starte tidligt med lydighedstræning og socialisering på andre hunde, dyr og mennesker, samt træne passivitetsøvelser, for at mindske dens stressniveau.
Du må aldrig træne eller opdrage din Staffordshire Bull Terrier med hårde metoder, men vær konsekvent og venlig.
Som regel er den lærevillig og nem at træne med, men den kan også have tildens til stædighed.
Sundhed og helbred hos en Staffordshire Bull Terrier
Racen kan være disponeret for arvelige sygdomme som Cataract (HC), hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD) og L-2-hydroxyglutaric aciduria (sygdom der angriber hjernen).
Som hvalpekøber bør du vælge en hvalp med sundhedsattest og fra en godkendt stambogsført opdrætter, så du sikre dig, at avlsdyrene har gennemgået strenge avlsprogrammer.
Der findes en specialklub (Staffordshire Bull Terrier – Dansk Terrier klub) under Dansk Kennel Klub og dermed anerkendt af FCI, som du kan tilmelde dig og dermed bakke op om, for at sikre sunde og racetypiske hunde, samt være en del af klubmiljøet.
En Staffordshire Bull Terrier bliver 12 – 14 år gammel og har en størrelse på 33 – 38 cm. i højden for hunnerne og en vægt på 11 – 15 kg. Hannerne er 36 – 41 cm. i højden og har en vægt på 13 – 17 kg.
Pels og pleje af en Staff
En Staffordshire Bull Terrier har en kort pels uden underuld. Den kræver ikke ret meget pelspleje, en let børstning jævnligt, er nok til at holde den fri for de fleste løse hår.
Da den ingen underuld har, kan den fryse i koldt vejr, hvis ikke den laver noget aktivt.
Pelsfarven ses i rød, sort, blå, hvid, gul og brindle.
Træningsråd til en Staff
- Start tidligt med socialisering og lydighedstræning
- Træn kropshåndtering
- Brug kropssele og ikke halsbånd
- Træn passivitetsøvelser
- Træn med positive træningsmetoder
- Vær konsekvent
- Leg ikke kamp- og brydelege, samt kastelege.
LÆS OGSÅ: Top 25 populære hunderacer i Danmark i 2017