Derfor skal du tilvænne din hvalp til at køre i bil

jan 15, 2019 | ADFÆRD & TRÆNING

Hvis ikke du tilvænner din hvalp til at køre i bil, kan det gå hen og blive en problematisk ting både nu og senere hen, og din hund vil ende med at blive efterladt derhjemme, når du skal nogle steder.

Risiko for køresyg eller stresset hvalp

Når du anskaffer dig en hvalp, er der mange ting du skal vænne den til hen af vejen, i små skridt af gangen, så det altid bliver positive oplevelser.

En af de ting du skal have tilvænnet din hvalp til er at køre i bil, så det bliver en fornøjelse at have den med i sommerhus, i byen eller over til venner, bekendte eller familie.

Hvis ikke du tilvænner din hvalp til at køre i bil, kan det resultere i en køresyg hvalp, der kaster op i bilen eller en stresset hvalp, der piber og halser hele vejen, fordi den er bange og usikker.

Nogle hvalpe har nemmere ved at vænne sig til at køre i bil end andre hvalpe. Derfor er det meget forskelligt fra hvalp til hvalp, hvor meget tilvænning der skal til, før den kan køre i bil uden problemer.

Hvis din hvalp kommer fra en god opdrætter, der har tænkt på sådanne ting, så er tilvænningen til at køre i bil allerede påbegyndt. Det vil lette arbejdet for dig, når du får din hvalp hjem.

Husk dog altid, at din lille hvalp bliver flyttet fra sine vante og trygge omgivelser, sammen med de andre hvalpe og dens hundemor, så du må ikke forvente, at den bare lige kan klare de samme ting. Start derfor altid op med tilvænningen, som om den ikke har prøvet det før og se så, hvordan det går. Det er vigtigt, at det kun bliver positive oplevelser, hver gang.

2 hunde i bil

 

Tilvænning til at køre i bil

Tilvænning trin 1

Start med at tage din hvalp med ud i bilen, hvor motoren er slukket. Du kan for eksempel side på passagersædet med din hvalp på gulvet. Snak stille og roligt med din hvalp og giv den nogle godbidder. Først når din hvalp slapper helt af eller ligefrem ligger sig ned, kan du stoppe træningen.
Din hvalp har nu haft en positiv oplevelse med at være i bilen. Senere på dagen eller dagen efter, kan du gentage denne træning. Fortsæt på samme måde nogle gange, afhængig af, hvordan det går og hvor hurtigt din hvalp slapper af.

Tilvænning trin 2

Nu udvider du træningen med at tænde motoren, måske har du en mand eller ven, der vil klare denne opgave ved siden af jer. Du fortsætter med at snakke roligt med din hvalp og giver den godbidder, og lader som om, at det er helt normalt, at bilen nu larmer på den måde. Som ved første trin af tilvænningen, stopper du mens alt går godt og din hvalp slapper af. Træn på samme måde nogle gange igen.

Tilvænning trin 3

Nu er I klar til at tænde motoren og bakke ud af indkørslen og ind igen. På samme måde, som de andre trin med rolig snak og godbidder. Denne måde trænes igen nogle gange indtil din hvalp er helt med på dette og rolig, hver gang. Efterhånden kan I nu køre længere og længere væk.

Tilvænning trin 4

Når I er begyndt at køre ca. 100 m væk fra huset uden problemer, finder I et sted, hvor det er muligt at stoppe og tage din hvalp ud på en lille gåtur, før I igen køre hjemad. Husk hele tiden at rose og belønne din hvalp under kørslen både ud og hjem og på den lille gåtur. Fortsæt træningen til det samme sted og på samme måde nogle gange.

Tilvænning trin 5

Nu burde din hvalp være ret stabil i at køre i bil og du kan begynde at nedtrappe godbidderne, og begynde at udvide kørslen til nye spændende og positive steder for din hvalp. Ved at tage din hvalp med til andre steder og gå en lille tur, får du samtidig tilvænnet den nye steder og omgivelser.

Har du indkøbt et hundebur til bilen, hvilket det anbefales, er det vigtigt, at du også tilvænner din hvalp til at være heri. På samme måde starter du op i helt små skridt og roser og belønner den hele tiden.

God træning!

LÆS OGSÅ: Hund i bilen – Sådan sikre du din hund bedst