ØjenkontaktøvelsenVerdens vigtigste øvelse

Styrk kontakten mellem dig og din hund og få et godt samarbejde imellem dig og din hund i lineføring og mange andre øvelser.

Øjenkontaktøvelsen

Formålet med øjenkontaktøvelsen

Først og fremmest lærer du din hund, at når dens navn bliver sagt, skal den tage kontakt til dig (øjenkontakt), så du evt. kan give den yderligere signaler, du får samtidig også indlært hunden dens navn.

For det andet styrker øvelsen kontakten mellem dig og din hund og du vil drage rigtig godt nytte af, at din hund har forstået, at øjenkontakt er en rigtig god ting, at det belønner sig, som b.la. vil ses i mange andre øvelser også, som f.eks. lineføring og indkald.

Hunden er altid “fri i øvelsen”, hvilket betyder at din hund må helt selv om, om den vil sidde, stå, lægge sig, følge med dig kun med øjnene eller hele kroppen + øjnene. Du begynder altså aldrig at sige “sit” “stå” “bliv” “kom” eller andet og dette gælder under alle trin af øvelsen.

Du skal altid først gå videre til næste trin, når din hund er helt sikker i det nuværende trin. Normalt træner du trin 1 over et par træningsgange, indtil din hund forstår, hvad det går ud på, herefter begynder du at påføre trin 2, så du over et par gange udfører trin 1 efterfulgt af trin 2, for derefter til sidst, at køre alle trin på din hund.

Øvelsen må aldrig foregå under tvang, din hund skal ønske at udføre øvelsen, motiver den og beløn den for det rigtige.

Øjenkontakt

 

Øjenkontaktøvelsens 3 trin

Trin 1

Tag en godbid ned til din hunds snude og før den derefter straks op til din egen hage og sig så hundens navn. Din hund skulle gerne, hvis der ikke er for mange andre forstyrrelser, følge godbidden med øjnene op til dit ansigt. I det split sekund din hund rammer kontakten med dit ansigt, med sine øjne, skal den belønnes med godbidden.

Timingen er altså meget vigtig!

Som tommelfingerregel, sker kontakten samtidig med, at du siger hundens navn, når din hånd er ved din hage og i samme øjeblik, tager du hånden ned til din hund igen og belønner den med godbidden.

Pas på,  at du ikke står foroverbøjet over din hund, da det er et truende signal for din hund, gå i stedet for lidt ned i knæ. Og pas ligeledes på med for intensiv øjenkontakt.

Øjenkontakt med hund

Trin 2

På samme måde som trin 1, tager du igen din hånd med en godbid, ned til hundens snude og derefter op til din hage og sig din hunds navn, herefter holder du så øjenkontakten en anelse længere tid, imens du går et par små skridt fra side til side.

Husk, at din hund må helt selv om, om den vil følge med dig frem og tilbage eller blive hvor den er. Det eneste du gerne vil have din hund til, er at følge dig med øjnene et kort øjeblik. Beløn med godbidden til sidst.

Start altid med en meget kort sekvens og meget små skridt, du skal have fokus på, at øjenkontakten skal lykkedes, uden at din hund mister “interessen”, så i dermed får en vellykket øjenkontakt. Med tiden kan sekvensen selvfølgelig udvides mere og mere.

Hund og øjenkontakt

Trin 3

Igen på samme måde som trin 1, du tager din hånd med en godbid, ned til hundens snude og derefter op til din egen hage. Denne gang siger du dog ikke din hunds navn, men i stedet, vender du dig om, så du står med ryggen til din hund, stadig med godbid-hånden ved din egen hage og sig så din hunds navn, når du har ryggen til, din hund skal nu om og søge din øjenkontakt. Husk at beløn i det split sekund den kommer om og tager din øjenkontakt.

Det er helt okay, at din hund kun kommer halvt om til dig og tager kontakt, beløn den for de små skridt.

Har du en lille hund, kan du med fordel sætte dig på hug, hvilket gør den mere tryg, når den står bag din ryg og skal finde om til din front, når din hund er helt tryg i øvelsen, kan du så småt begynde at udføre øvelsen stående.

Med trin 3 af øvelsen træner du din hund i, at uanset om du står med front til din hund eller med ryggen til den og kalder dens navn, skal den med det samme komme til dig og tage kontakt, for at vente et evt. nyt signal fra dig af.

God fornøjelse!