Yorkshire terrier – Den lille Yorkie

Den opmærksomme og livlige Yorkshire terrier er en stor hund i en lille krop. Den er en dygtig musefanger og fyldt med energi. Den har brug for en del opgaver den kan løse samt anden aktivering.
Racens oprindelse og frem til i dag
Racen er af oprindelige Grav- og Rottehunde, som fungerede som effektive gårdhunde og skadedyrsbekæmper af for eksempel grævlinger, mår, ræve, mus og rotter. Racens forfædre stammer oprindeligt fra England og kan spores tilbage til 1500 tallet.
Det var minearbejdere der tog forskellige terrier med fra Skotland til Yorkshire i England, og Yorkshire terrieren er opstået ud fra et mix af disse hunde.
Den lille race blev fremavlet i 1800 tallet til at fange mus og rotter i små huller, underjordiske gange og steder, hvor ingen andre kunne knibe sig ind. Lidt senere blev racen også en populær udstillingshund og selskabshund.
I dag bruges racen da også primært som selskabshund, og er blevet meget populær hos de kendte. For eksempel kan nævnes Justin Timberlake, Bruce Willis og Audrey Hepburn, som enten er ejer eller har været ejer af en Yorkshire terrier.
En Yorkshire terrier er en selskabshund og hører under FCI-gruppen for “Terriere” (Gruppe 3).
Er en Yorkshire Terrier en race for dig?
Den lille “Yorkie” er en livlig, modig, opmærksom og glad hunderace med et terrier sind. Den knytter sig til sin familie, og fungerer normalt fint med andre hunde, som den lille hund nogle gange kan blive lidt for overmodig overfor.
Den elsker leg, og er meget selskabelig, og er i dag stadig en særdeles god musefanger.
Racen er selvstændig, har meget energi og kan til tider virke utrættelig. Den kræver derfor også en hel del beskæftigelse med opgaver den kan løse, daglige gåture og anden aktivering.
Den lille race er meget lærenem, og du bør træne en Yorkshire terrier, ved at være konsekvent, altid venlig og positiv og variere træningsøvelserne.
Pas på med at overbeskytte den lille hund, da det kan resultere i en usikker hund, der bliver afhængig af dig.
Racen har tildens til at være ret vagtsom, og kan derfor gø en hel del.
Sundhed og helbred hos en Yorkshire Terrier
Racen kan risikere at lide af sundhedsproblemer, som for eksempel øjenproblemer og tandproblemer. Du bør sørge for en god mundhygiejne med daglige tandbørstninger og supplerende tandrensende tyggeben, for at mindske tandsten og tandkødsbetændelse.
Udover dette ses også Patella Luxation (løse knæskaller) hos racen.
Ved at vælge din hund med sundhedsattest og fra en godkendt stambogsført opdrætter, sikre du dig bedre, at avlsdyrene har gennemgået strenge avlsprogrammer. Det gør at risikoen for arvelige sygdomme og andet vil være mindsket.
Der findes en specialklub (Canis Minor – Klubben for små selskabshunde) under Dansk Kennel Klub og dermed anerkendt af FCI, som du kan tilmelde dig og dermed bakke op om, for bedre at sikre sunde og racetypiske hunde, samt være en del af klubmiljøet.
Højde: Hanner 20 – 24 cm. Tæver 20 – 24 cm.
Vægt: Hanner 2,5 – 3,5 kg. Tæver 2,5 – 3,5 kg.
Levealder: 13 – 16 år.
Pels og pleje af en Yorkshire Terrier
En Yorkshire terrier har en utrolig smuk, lang, fin og silkeagtig pels. Den kræver en hel del pelspleje, hvilket betyder daglig børstning og frisering. Derudover skal den i bad cirka en gang i måneden, hvor den herefter skal føntørres og friseres.
Hvis ikke du skal på udstilling med din hund, kan du vælge at få klippet pelsen lidt, så det letter friseringen en smule. Udstillingshunde har ofte hår helt ned til jorden.
Racen regnes som allergivenlig, fordi den fælder meget lidt, og ingen underuld har.
Pelsfarve: Tan og stålblå, tan og sølvgrå, sort og rustfarve, sort og gylden.
LÆS OGSÅ: 10 allergivenlige hunderacer
Træningsråd til en Yorkshire Terrier
- Start tidligt med socialisering
- Brug kropssele i stedet for halsbånd
- Træn med positive træningsmetoder og vær konsekvent
- Pas på med leg med store hunde, da racen er lille og skrøbelig
- Pas på med at overbeskytte din hund, men tag ansvar for den
- Leg ikke stresslege, som bold- og pindekast, trække- og brydelege
- Træn problemløsninger og anden mental stimulering